De konkrete facts:

Jeg er ekspert indenfor skilsmisserådgivning, hvor jeg hjælper kvinder, der ønsker at komme videre i livet efter deres skilsmisse.

Desuden arbejder jeg som HR & Kommunikationschef i en mellemstor virksomhed, hvor ser vigtigheden i, at der bliver taget hånd om de skilsmisseramte medarbejdere, da privatliv og arbejdsliv uløseligt hænger sammen og derfor har stor betydning for den enkeltes sygefravær, effektivitet og arbejdsglæde.

  • Master Coach og Terapeut
  • Shadow facilitator (samt mentor på uddannelsen hos Pernille Melsted)
  • HR & Kommunikations Chef
  • Økonomisk skilsmisseekspert
  • Forfatter til 3 e-bøger indenfor skilsmisse og økonomi
  • 41 år gammel og bor alene med mine 2 piger på 8 og 11 år

Min egen historie kort fortalt:

Jeg har selv været igennem en hård skilsmisse efter knap 10 år sammen med faren til mine piger. Mest af alt havde jeg lyst til at pakke mig selv ned i en flyttekasse og først lukke op igen, når det hele var overstået.

Jeg kan huske, hvordan jeg i det første år levede på adrenalin, der konstant pumpede i min krop. Jeg havde svært ved at sove og fik i gennemsnit 4-5 timers søvn hver nat.
Jeg levede stort set kun af cola og cigaretter og tabte mig over 10 kg. det første halve år. Jeg var handlingsrammet og selv små beslutninger føltes uoverskuelige.

Når mine piger var hos deres far savnede jeg dem ubeskriveligt, og selvom jeg glædede mig til at hente dem, havde jeg ingen energi i det øjeblik de trådte ind af døren.
Det gav mig koloenorm dårlig samvittighed og jeg følte i lang tid at jeg var verdens dårligste mor.

Naturen var mit frirum – det sted hvor jeg havde “fred” og jeg gik lange ture ved vandet, hvor jeg havde nok de dybeste samtaler jeg nogensinde har haft med mig selv.

Når jeg var hjemme i lejligheden kunne jeg ikke finde ro. Når jeg var ude hos venner kunne jeg ikke holde ud at være der særlig længe. Når jeg var på arbejde kunne jeg tage mig selv i at sidde og kigge ind i computeren uden at være tilstede i det jeg lavede.

Det kom bag på mig, at jeg ikke var glad, for det var jo mig der var gået fra min mand – så hvorfor var jeg ikke glad?

Jeg var ensom og havde mistet fodfæstet for en tid.

Sagt på godt gammeldags, jeg var i krise.

Det tog mig ca. 2 år at komme helt tilbage til “normalsituationen” og finde ud af, hvad jeg skulle, når drømmen om den lykkelige familier, jeg i sin tid havde kæmpet så meget for, ikke lykkedes for mig.

“Det gør noget ved én at blive skilt. Ofte føler man at hele korthuset ramler – at der er ting indeni, der går i stykker. Og man kan slet ikke forestillet sig, at de stykker nogensinde kan blive samlet igen og gøre én hel.

Men man kan blive hel og man kan endda få et endnu bedre liv end det man havde før man blev skilt.”

I dag nyder jeg livet med mine piger i vores eget hus på landet. Jeg har verdens bedste job og drømmer om at hjælpe endnu flere kvinder med at komme videre i livet efter deres skilsmisse.

Jeg har valgt at dele min egen personlige historie med dig, for at fortælle dig, at jeg på egen krop og sind har erfaret hvor hårdt det kan være at blive skilt, men også for at fortælle dig, at der på den anden side af skilsmissen (når der er gået et stykke tid) er et liv, der venter på dig.

Hvordan det liv skal leves er helt op til dig, og jeg vil med den største respekt hjælpe dig på vej ud af skilsmissens skygge og ud i friheden.

Hold hovedet koldt og hjertet varmt
Heidi