Sorg er kærlighedens pris

Sorg er en af vores grundfølelser og prisen, når vi mister én vi har knyttet os til.

Men det er også sorgen, der hjælper os til at give slip og komme videre.

Derfor er det sundt og naturligt at vi sørger. For det er i denne proces, vi finder ud af
hvad vi har mistet – hvad der er tilbage – og hvad der så er muligt i fremtiden

Sagt på en anden måde, så handler sorg om at finde sig selv på en ny måde.

Det kan være udmattende og hårdt at være i sorg, fordi vi er alene om det. Vi kan ikke sørge for hinanden, men vi kan sørge for at der er et godt netværk omkring os, så vi ikke føler os så alene i vores forladthedsfølelse, som helt naturligt titter frem.

Når vi er i sorg er vi både i flugt fra og i kamp med det nye liv.

Vi kan tage os selv i at flygte tilbage til fortiden og dvæle ved tiden, hvor vi var forelskede og hvor vi lovede hinanden at vi ville elske hinanden resten af livet.
Er vi den, der har forladt den anden kan vi blive i tvivl om det overhovedet var det rigtige at gøre.
Tanker som ”kunne jeg have gjort mere for at få det til at fungere” og ”vi havde det jo også godt i lange perioder” kan komme snigende.

Er vi den, der er blevet forladt kan vi holde krampagtigt fast i det der var. Vi ser kun det gode der var i forholdet og kan ikke helt forstå hvordan den anden kan smide noget så dyrebart på gulvet.

Vi gør det ikke for at pine os selv, men fordi tomheden og ensomheden kan føles ubærlig. Det er derfor ikke unormalt at vores x-partner fylder mere end nogensinde i vores tankerne.

En af øvelserne, når man er i sorg er, at kunne forholde sig til aleneheden, meningsløsheden og friheden på nye måder. Det er ikke nødvendigvis nemt, men heldigvis er vi ikke i sorg hele tiden.

Men som sagt er sorg et nødvendigt og følelsesmæssigt arbejde – det der skal til for at vores sår kan læges.

Flere spørger ”hvordan ved jeg hvornår jeg er ude af sorgen?”.
Det ved du, når du har været igennem nogle forskellige opgaver, som den naturlige sorgproces består af. Vi er individuelle individer, så vi følger ikke nødvendigvis en prioriteret rækkefølge, men vi skal igennem alle faserne før end vi er ude på den anden side.

Opgaverne i sorgprocessen er:

  • Erkendelse: At du kan erkende hvad der er sket og hvad du har mistet
  • At du kan mærke sorgens grundfølelser: smerte, ked-af-det-hed og vrede
  • At du kan forandre dig ved at lave nye færdigheder
  • At du kan adskille dig og dermed forandre din tilknytning til det der var

Når vi har været disse opgaver igennem kan vi med tiden magte at give slip og komme videre i livet.